Hver udfører sit arbejde

EN POPULÆR sang lyder således: „Den heldige, gamle sol har ikke andet at bestille end at drive rundt på himmelen dagen lang“ („the lucky old sun hos nothing to do but roll around heaven all day“). Solen har meget mere at gøre end dovent at vandre rundt på himmelen. Solen blev skabt til at arbejde. Den blev skabt som et lys „til at herske om dagen“. (1 Mos. 1:16) Den er jordens kakkelovn, idet den forsyner os med varme og gør liv muligt. Hvis solen ikke arbejdede, ville det, der siges i Præd. 1:7 (KJ), ikke være sandt: „Alle floderne løber i havet, dog bliver havet ikke fuldt; til det sted, hvorfra floderne kommer, did vender de igen tilbage.“ Hvorfor ikke? Fordi solen hvert sekund løfter 16.000.000 tons vanddampe op fra havene, og disse vanddampe bliver til skyer, der bevæger sig ind over landjorden og falder ned som regn. Uden den arbejdende sol ville vandet fra havene ikke vende tilbage til floderne, som det kom fra, og regnen ville høre op. Det er et held for os, at solen har andet for end blot at vandre rundt på himmelen dagen lang.

Månen arbejder også; den blev skabt som et lys „til at herske om natten“. (1 Mos. 1:16) Den er den kraft, der bevirker ebbe og flod. Solen, månen og stjernerne udfører et lovprisningsværk, som der siges i Salme 19:1-4, når vi tager ordene rent bogstaveligt: „Himmelen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himmelens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende.“

Jorden blev skabt til at skulle arbejde, til at ernære og opretholde liv. Den er ikke en unyttig klode; den drejer sig så hastigt, at overfladen ved ækvator bevæger sig over 1600 km i timen. På den måde får vi dag og nat. Desuden suser jorden af sted i sin bane omkring solen med en fart af over 100.000 km i timen, så utrætteligt, at den år efter år fuldender den næsten 940.000.000 km lange rejse uden at afvige så meget som ¹/₁₀₀₀ sekund. Dersom den undlod at gøre denne rejse, ville vi ikke have forskellige årstider. Til alt held for os hænger jorden ikke ørkesløs og ubevægelig i rummet!

Da mennesket blev sat på jorden, var det ikke, for at det skulle føre en tilværelse i drømmeri og dovenskab, som om lediggang var den ideelle tilstand. Dengang Gud skabte manden, satte han ham „i Edens have for at dyrke og vogte den“. Desuden skulle han sammen med Eva opdrage sine børn, underlægge sig jorden, udstrække de paradisiske tilstande til hele jorden og herske over de øvrige jordiske livsformer. (1 Mos. 1:26-28; 2:15) Lykkeligvis skabte Gud ikke mennesket til et driverliv; lediggang er en snare, som fører til døden. — Ez. 16:49; 1 Tim. 5:13.

Selv de lavere dyr udfører et nyttigt arbejde. Vi vil blot tage et enkelt eksempel: Hvordan med insekterne, der bestøver planterne og sætter disse grønne vækster i stand til at frembringe og bære frugt? Ja, Jehova Gud bruger endog en af disse små, lavere skabninger som et eksempel på flid, idet han siger: „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis. Skønt uden fyrste, foged og styrer sørger den dog om somren for æde og sanker sin føde i høst.“ (Ordsp. 6:6-8) Har man nogen sinde set en myre ligge i ro og mag og dase i solen? Nej. Haster myrerne ikke altid af sted og har travlt med at ordne deres sager?

Jehova Gud, Skaberen, arbejder, og hans værk er fuldkomment. (5 Mos. 32:4) Han har muligvis holdt sabbat efter sit skaberværk i forbindelse med jorden, men at dette ikke betød, at han blev en lediggænger, vises derefter ved Jesu ord: „Min Fader arbejder indtil nu; også jeg arbejder.“ Da Jesus var på jorden, sagde han: „Jeg må gøre hans gerninger, som har sendt mig.“ Tolv år gammel var Jesus optaget i sin Faders gerning, og år senere døde han som en trofast arbejder, der vidnede om Jehovas sanddruhed. (Joh. 5:17; 9:4; 18:37; Luk. 2:42-49) Så nidkær og udholdende var Jesus i sit gudfrygtige arbejde, at han blev et forbillede for kristne: „Thi dertil blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ — 1 Pet. 2:21.

Kristus Jesus gav sine efterfølgere en gerning at gøre, da han befalede dem at være hans vidner og gøre disciple af alle folk. Han sagde: „Dette gode budskab om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14; 28:19; Ap. G. 1:8, NW) Når kristne arbejder sammen som en organisation, skulle enhver holde sig til sit særlig tildelte arbejde, idet han gør sig klart, at Jehova sætter hver enkelt der, hvor det behager ham, og at alle tjenester er af vigtighed. (1 Kor. 12:18-25) Tænk på, at Satan, til sin egen ulykke, begærede en højere stilling end den, der var ham givet. Søgte ikke Mirjam at ophøje sig selv til en højere stilling, og led hun ikke af samme grund guddommelig straf? Og da Kora oprørsk tragtede efter større anseelse i Israel, åbnede jorden sig så ikke og opslugte ham? Hvor meget bedre var ikke hans efterkommeres indstilling århundreder efter, som det kommer til udtryk i salmen om dem: „Hellere ligge ved min Guds hus’ tærskel end dvæle i gudløsheds telte.“ (4 Mos. 12:1-15; 16:1-3, 31-33; Sl. 84:11; Es. 14:12-15) Når nogen søger at ændre den tjeneste, der er givet dem, glemmer de det teokratiske princip fra Salme 75:7, 8: „Thi hverken fra øst eller vest kommer hjælp, ej heller fra ørk eller bjerge. Nej, den, som dømmer, er Gud, han nedbøjer een, ophøjer en anden.“ Derfor bør man ikke begære og stræbe efter den tjeneste, som er givet en anden. Man bør holde sig til SIN EGEN gerning. — 1 Tim. 4:16.

Så vil vi blive velsignet. Så vil vi få fremgang. Det arbejde, som Gud tildeler os, er det arbejde, vi ved hans ånd og nåde kan udføre. Vi kan ikke gøre solens arbejde og løfte 16.000.000 tons vand i sekundet. Vi kan ikke bestemme over ebbe og flod, som månen kan. Vi kan ikke oplyse stjernehimmelen, som stjernerne gør. Vi kan ikke engang udføre de små insekters arbejde med at bestøve planternes blomster. Vi kan for den sags skyld heller ikke gøre det teokratiske arbejde, som vore kristne venner har fået tildelt som deres opgave. Men vi kan ved Guds nåde udføre den gerning, vi selv har fået tildelt inden for hans organisation; det er det arbejde, som hans ånd vil hjælpe os med. På den teokratiske måde kan vi arbejde på vor egen frelse. — Fil. 2:12.