RIMELIGHED

Det græske tillægsord epieikēsʹ, der oversættes med „rimelig“ og „rimelighed“, har betydningen „passende, sømmelig; derfor ret og rimelig, billig, moderat, overbærende, som ikke insisterer på lovens bogstav; det udtrykker den hensynsfuldhed der ser ’menneskeligt og rimeligt på en sags kendsgerninger’“. — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 2, s. 144, 145.

Rimelighed er et af den himmelske visdoms karakteristiske kendetegn. (Jak 3:17) Det er en egenskab man må have for at blive udnævnt til tilsynsmand i en kristen menighed. (1Ti 3:2, 3) Tilsynsmanden må være rimelig over for sig selv, over for andre og i sit syn på problemer. Kristne i almindelighed tilskyndes også til at være rimelige. Apostelen Paulus skrev til filipperne: „Lad jeres rimelighed [„eftergivenhed“, Int] blive kendt for alle mennesker.“ (Flp 4:5) Og Titus fik besked på at minde de kristne på Kreta om at „være rimelige [ordr.: eftergivende]“. (Tit 3:1, 2, fdn.) Denne formaning var særlig velanbragt, for kreterne som helhed havde ry for at være løgnere, farlige vilddyr, lediggængere og frådsere. — Tit 1:12.

I 1 Peter 2:18 formanes tjenere i et hus til at „underordne sig deres herrer med al skyldig frygt, ikke kun de gode og rimelige, men også dem som er vanskelige at behage“.