MALKUS

(Malʹkus) [af en hebr. rod der betyder „konge“].

Ypperstepræstens træl som fulgte med Judas Iskariot og den øvrige skare til Getsemane, hvor Kristus blev arresteret. Peter huggede Malkus’ højre øre af med et sværd (Joh 18:10; Mt 26:51; Mr 14:47), men Jesus helbredte det mirakuløst. (Lu 22:50, 51) En anden af ypperstepræsten Kajfas’ trælle, en slægtning til Malkus, genkendte senere Peter, hvilket førte til at apostelen for tredje gang fornægtede Kristus. — Joh 18:26, 27.