DOMMERBOGEN

Denne bog i Bibelen spænder over en periode på ca. 330 år, nemlig perioden mellem Israels erobring af Kana’ans land og kongedømmets indførelse. Israelitterne var i forvejen blevet advaret om at hvis de ikke fordrev landets indbyggere, sådan som Gud havde påbudt dem, ville det føre til at de antog kana’anæernes fordærvede religion, og det ville til sidst medføre Jehovas mishag og at han overgav dem til deres fjender. (2Mo 23:32, 33; 34:11-17; 4Mo 33:55; 5Mo 7:2-5) Den historiske beretning i Dommerbogen viser at advarselen ikke var ubegrundet. Men i stedet for at gå i detaljer om Israels utroskab og den dermed følgende fremmede undertrykkelse beskæftiger bogen sig hovedsagelig med dommernes bedrifter og med hvordan Jehova på forunderlig måde udfriede folket ved hjælp af dem. Hermed understreges Jehovas magt til at frelse, hans langmodighed, barmhjertighed, ufortjente godhed og retfærdighed. Dommerne selv er lysende eksempler med hensyn til deres tro. — He 11:32-34, 39, 40.

Dispositionen. Dommerbogen er kædet sammen med den foregående bog i Bibelen ved hjælp af de indledende ord: „Og efter Josuas død . . .“ Imidlertid fandt nogle af de tildragelser der berettes om, tydeligvis sted før Josuas død. For eksempel siges der i Dommerne 2:6: „Dengang Josua sendte folket bort, tog Israels sønner af sted, hver til sin arvelod, for at tage landet i besiddelse.“ Det ser derfor ud til at afsnittet Dommerne 1:1–3:6 udgør en indledning hvori skribenten fortæller om begivenheder der fandt sted før og efter Josuas død, for at give den historiske baggrund for den efterfølgende beretning. Afsnittet fra kapitel 3, vers 7, til slutningen af kapitel 16 beretter, stort set i kronologisk orden, om begivenhederne under 12 dommere (Debora undtaget), fra Otniel til og med Samson. Den sidste del af bogen kan betegnes som et appendiks og passer på en periode som er langt tidligere end Samsons. Danitternes erobring af Lajisj kan udmærket have fundet sted før Josuas død. (Se Jos 19:47; Dom 18:27-29.) Seksualforbrydelsen i Gibea og de efterfølgende begivenheder hvorved Benjamins stamme nær var blevet udryddet, fandt uden tvivl sted ikke så mange år efter Josuas død. (Dom 19:1–21:25; Jos 24:31) Dette ville give tilstrækkelig tid til at benjaminitterne var vokset i antal fra 600 (Dom 20:47) til næsten 60.000 krigere på Davids tid. — 1Kr 7:6-12.

Hvornår bogen er skrevet og af hvem. Ud fra bogens indre vidnesbyrd kan man slutte hvornår den er skrevet. Beretningerne er samlet på et tidspunkt da der var en konge i Israel; ellers ville skribenten, når han henviste til begivenheder i fortiden, ikke sige: „I de dage var der ingen konge i Israel.“ (Dom 17:6; 18:1; 19:1; 21:25) Dog var det på et tidspunkt da jebusitterne stadig boede i Jerusalem. (Dom 1:21) Eftersom David erobrede „klippeborgen Zion“ (en del af Jerusalem) fra jebusitterne i 1070 f.v.t. og flyttede sit hovedsæde dertil (2Sa 5:6-9), må Dommerbogen være skrevet før den tid, sandsynligvis under Sauls regering. På det tidspunkt var Samuel den vigtigste forkæmper for den sande tilbedelse og ville som Jehovas profet være den nærmeste til at skrive bogen.

Ægthed. Der er ingen tvivl om at Dommerbogen med rette har en plads i den bibelske kanon. Beretningen er ærlig og utilsløret; den skjuler ikke israelitternes alvorlige synder. Igennem hele bogen er det Jehova Gud der får æren og prisen som Israels virkelige Befrier, og ikke de jordiske dommere. Den viser at det var Guds ånd der gav dommerne kraft (Dom 3:9, 10; 6:34; 11:29; 13:24, 25; 14:6, 19; 15:14, 18; 16:20, 28-30), og de på deres side anerkendte Jehova som den egentlige dommer (11:27) og konge (8:23). Andre inspirerede bøger i Bibelen henviser til begivenheder der er omtalt i Dommerbogen. — 1Sa 12:9-11; 2Sa 11:21; Sl 83:9-12; Es 9:4; 10:26; He 11:32-34.

[Ramme på side 404]

HOVEDPUNKTER I DOMMERBOGEN

En livfuld beretning om hvordan Jehova gennem dommere gentagne gange udfriede israelitterne når de ophørte med deres afguderiske handlinger og oprigtigt søgte hans hjælp

Bogen, der sandsynligvis er skrevet af Samuel, spænder over ca. 330 år mellem erobringen af Kana’ans land og kongetidens begyndelse

Baggrunden for de forhold der rådede i dommertiden (1:1–3:6)

Efter Josuas død undlader Israels stammer at drive de resterende kana’anæiske indbyggere ud af landet

I stedet indgår de ægteskaber med disse hedninger og fanges i afgudsdyrkelsens snare

Jehova overgiver dem i deres fjenders hånd; men fra tid til anden oprejser han dommere til at udfri dem

Israelitterne udfries fra undertrykkelse når de forlader falsk gudsdyrkelse og råber til Jehova om hjælp (3:7–16:31)

Gennem Otniel udfries Israel efter at landet i otte år har været underlagt Mesopotamiens konge Kusjan-Risj’atajim

Kong Eglon af Moabs 18-årige overherredømme ophører da han bliver dræbt af Ehud, som derefter samler en israelitisk hær og undertvinger moabitterne

Sjamgar slår egenhændigt 600 filistre og udfrier på denne måde Israel

Tilskyndet af profetinden Debora slår Barak Jabin, og derved ophører Jabins 20 år lange undertrykkelse af Israel; hans hærfører, Sisera, bliver dræbt af Jael, kenitten Hebers hustru; Debora og Barak fejrer denne sejr i sang

Gideon udnævnes til at udfri Israel fra midjanitterne, som har hærget dem i syv år; Jehova giver Gideon sejr efter at have reduceret hans hær til blot 300 mand; Gideon afslår senere at blive konge

Tola dømmer Israel i 23 år, og Ja’ir er dommer i 22 år

Israel lider under ammonitternes herredømme; Jehova udfrier dem gennem Jefta, som derefter indfrier sit løfte om at overgive sit eneste barn, en datter, til tjenesten for Jehova

Ibzan, Elon og Abdon er dommere i Israel i en samlet periode på ca. 25 år

Jehova giver Samson en særlig styrke og bruger ham til at udfri israelitterne fra filistrenes 40 års undertrykkelse; hans forlovelse med en filisterkvinde fra Timna giver ham anledning til at volde filistrene skade; da han senere forrådes af Dalila, opstår der en situation som giver ham mulighed for at dræbe flere filistre ved sin død end han har gjort i sin levetid

Andre uønskede situationer der opstod i dommertiden (17:1–21:25)

I Efraim opstiller Mika et udskåret billede i sit hus og ansætter en ung levit som præst

Nogle danitter kommer til Mikas hus og stjæler senere hans afgudsbilleder; de tager også levitten med så han kan tjene som deres præst

Mænd fra den benjaminitiske by Gibea gør sig skyldige i en alvorlig seksualforbrydelse mod en levits medhustru; da benjaminitterne undlader at straffe de skyldige, får det de øvrige stammer til at foretage en straffeekspedition mod benjaminitterne så stammen næsten udryddes