Hvem skal arve jorden?
JESUS besvarede dette spørgsmål i sin bjergprædiken da han sagde: ’De sagtmodige skal arve jorden.’ Flere hundrede år forinden havde salmisten David udtalt: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse.“ Og om Jehova Gud selv bliver der sagt: „Jorden har han givet til menneskesønnerne.“ — Mattæus 5:5, da. aut.; Salme 37:11; 115:16.
Da Jehova havde skabt mennesket satte han det til at forvalte jorden. Han bemyndigede det til at „dyrke den og tage sig af den“. (1 Mosebog 2:15) I stedet har menneskene ødelagt og forurenet jorden. Åbenbaringen 11:18 forudsagde at det ville gå sådan, og at kun Gud ville kunne standse denne udvikling, idet han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Mennesker vender det døve øre til når den smukke jord ’råber’ i protest, men hører tydeligt når pengene hvisker. — 1 Timoteus 6:10.
Der vil komme en dag da regningen skal betales. I en lederartikel i bladet U.S.News & World Report blev der stillet et særdeles relevant spørgsmål:
„Hvem er det egentlig der er realistisk? I mange år er folk der har udtrykt bekymring for den måde vi behandler jorden på, hånende blevet kaldt panikmagere og nævenyttige moralister. Det er nu med ét blevet tydeligt for alle at de bekymrede og ’urealistiske’ hele tiden har haft ret når de har talt om syreregnen, nedbrydningen af jordens ozonlag og de globale klimaforandringer som kuldioxidforureningen af atmosfæren vil fremkalde (den såkaldte drivhuseffekt).
I alle tre tilfælde vil vi selv og vore børn komme til at betale dyrt for de såkaldt realistiske menneskers ønsketænkning. I deres ’realisme’ modsatte de sig en forureningskontrol der på daværende tidspunkt ville have kostet millioner, men som nu vil koste utallige milliarder som følge af de uafvendelige konsekvenser der kan vise sig at ende med en global katastrofe.“
De der kunne have gjort noget ved det, har tøvet for længe. Mens folk blev syge og døde, fyldte de deres tegnebøger. Det gør de stadigvæk. Menneskets sekstusindårige historie har vist at Bibelen har ret når den siger: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.
Gud har givet mennesket den vejledning det behøver: „Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ (Salme 119:105) At følge denne vejledning fører til lykke: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ — Esajas 48:17, 18.
Men kun få er sagtmodige nok til at rette sig efter Guds ledelse og derved opnå hans velsignelse. De fleste kræver at være uafhængige og insisterer på at følge den vej der fører til undergang. Kun de sagtmodige finder „den vej som fører til livet“. — Mattæus 7:13, 14.
Sådan er det gået med menneskene: Først har de forurenet sig selv moralsk — derefter har de forurenet jorden fysisk. Det er denne moralske forurening der i Guds øjne gør flertallet uegnet til at arve jorden. Den følgende artikel indeholder to historiske eksempler på hvordan mennesker ved deres umoralitet forurenede jorden i en sådan grad at de blev fordrevet fra den.