Grusomhederne fortsætter uhindret i Malawi

I SLUTNINGEN AF 1975 blev mennesker over hele jorden forfærdede over at høre at Jehovas Vidner i det østafrikanske land Malawi blev udsat for en frygtelig og storstilet forfølgelse. Det ene sted efter det andet udtrykte man sin væmmelse over de barbariske handlinger der fandt sted — voldtægt, prygling og tortur.

Er grusomhederne ophørt? Har lovens håndhævere grebet ind for at gøre ende på disse overgreb hvorved man berøver et lille religiøst mindretal de friheder som det har krav på ifølge Malawis grundlov? Har landets ledere taget til orde og fordømt denne brutale måde at fremme en politisk sag på?

Svaret er nej.

Hør hvad der skete i midten af januar 1976 med fjorten kristne, medlemmer af Jehovas Vidners menighed i Kalilombe, på grænsen mellem Malawi og Moçambique. Disse tre mænd og elleve kvinder blev hentet af medlemmer af Ungdomsforbundet (en organisation under det dominerende politiske parti i Malawi). I en halv dag blev de grusomt gennempryglet bag lukkede døre. Bagefter bragte politiet ni af kvinderne på hospitalet for at de kunne blive behandlet. De øvrige blev sat i varetægtsarrest. I hvilken tilstand? To af mændene — Josiya A. Chambala og Tennison Joyabe — havde fået armene og benene brækket. Også de to kvinder havde fået armene brækket mens de blev pryglet. Og hvad med voldsmændene? De er stadig på fri fod, og ingen myndigheder har løftet en finger for at kræve dem til regnskab eller åbnet munden for at fordømme deres grusomme handlinger.

Endnu værre er det der skete med to kristne mænd, Harry Kampango og Aizeki Zoyaya fra landsbyen Tembenu. Landsbyens høvding og den lokale formand for Kongrespartiet, Chintengo, anklagede dem over for partiets områdekontor i Jenara. Hvad var deres forbrydelse? De havde undladt at købe medlemskort til Malawis regeringsparti. De to kristne mænd var fredeligt optaget af at dyrke deres have, da de blev afhentet og ført hen til partikontoret. Ungdomsforbundets lokale formand, som hed Kachoka, bandt deres arme på ryggen og lukkede dem inde i et badeskur. I tre dage blev de banket og slået uden at få noget at spise og drikke. Den 2. januar 1976 blev disse to Jehovas vidner lemlæstet og dræbt, idet deres kønsdele blev skåret af. Ligene af dem blev kastet ned i en dyb grav.

Senere hørte politiet om mordene. Den 7. januar kom nogle betjente for at fjerne ligene, men da de ikke kunne få dem op af den grav de var slængt ned i, gav de folk besked på at fylde den op, så ligene blev dækket til. Samme dag kom ministeren for Malawis sydregion, Makhumula Nkhoma fra Zomba, på besøg i landsbyen. Han udtalte ikke et eneste fordømmende ord om beboernes forfølgelse af Jehovas Vidner.

Morderen Kachoka blev ganske vist sat i fængsel. Og da man spurgte ham hvem der havde dræbt de to mænd, svarede han: „Det var mig selv der dræbte dem. De var svage af sult og havde ingen kræfter, så jeg havde ikke noget besvær med dem.“ Men hvad har man gjort for at sikre sig at den slags oprørende handlinger ikke gentager sig? Hvad med dem der har beredt jordbunden for at disse mord kunne finde sted? Har regeringen eller partilederne, gennem aviserne eller radioen, fremsat nogen som helst fordømmelse af det skete? Igen er svaret nej.

Hvis dette var sjældne tilfælde, ville situationen måske være mindre afskyelig. Men det nævnte er blot eksempler fra en storstilet kampagne der føres for at udslette en forsvarsløs religiøs minoritet, og som nu er blevet ført i over ti år. Hvis De har svært ved at tro det, så læs det følgende.

[Illustration på side 3]

Disse overskrifter fra engelsksprogede aviser lyder i oversættelse: „Vidnerne forfølges“, „Grusomheder mod Jehovas vidner som ikke vil tilslutte sig partiet“, „Kristnes martyrium i nutiden“, „Meddelelser om religiøs forfølgelse i Malawi“, „Nazistiske metoder i Centralafrika“.