Nogle som har fundet løsningen

„Da jeg var seksten år begyndte jeg at arbejde på restauranter, og jeg begyndte at bruge og at sælge stoffer. Gennem mit arbejde lærte jeg også nogle at kende fra et forbrydersyndikat. Imponeret af den magt de havde over andre satte jeg mig for at blive mafialeder. Jeg satte alt ind på at nå dette mål. Jeg anskaffede mig endog en revolver, som jeg altid bar på mig.

Med tiden fik jeg også min broder til at tage stoffer. Vi stjal biler og tøj. Jeg ræsonnerede som så at de folk vi stjal fra, ikke virkelig havde brug for de ting vi tog. Samtidig følte jeg at jeg i virkeligheden gjorde noget der var godt, for jeg gav de stjålne ting til min moder, min søster og mine venner.

Senere begyndte jeg at handle med falske stoffer og kom under pres fra både forhandlere og købere. Da de opdagede bedraget, forlangte de penge. Det førte til at jeg sytten år gammel fik et nervesammenbrud.

Men alligevel opgav jeg ikke min kriminelle virksomhed. Jeg fortsatte med at stjæle, og jeg betænkte mig ikke på at gennemprygle andre så de måtte indlægges på hospital. Til sidst blev jeg arresteret for overfald og forsøg på mord. Men da de fleste af mine venner var i fængsel, bekymrede dette mig ikke. Snart var jeg imidlertid løsladt mod kaution, og jeg blev ikke senere domfældt.

Efterhånden bragte min kriminelle virksomhed mit liv i fare. Under et narkoselskab dukkede der en del unge mænd op som normalt ikke kommer til sådanne sammenkomster. Jeg havde på fornemmelsen at de kom for at dræbe mig for at få hævn. Jeg besluttede mig derfor til at skjule mig og begå selvmord. Men et forsøg på at tage en overdosis stoffer mislykkedes da jeg af nervøsitet ikke kunne ramme venen. Så forlod jeg hurtigt huset. Efter at have tænkt nærmere over det, var jeg overbevist om at livet ikke var værd at leve. Jeg tog hen til en hovedvej i nærheden, med den tanke at jeg ville ’blaffe’ mig ud til et øde sted for at sulte eller fryse ihjel.

Jeg blev taget op af en gruppe unge mennesker som satte mig af et sted ligesom jeg havde tænkt. Men nogle store hundes gøen fra gårdene i nærheden gjorde mig bange og fik mig til at ændre beslutning. Så standsede jeg en lastbil, og det lykkedes mig til sidst at ’blaffe’ mig helt ud til vestkysten. Det var min agt at slå ind på forbryderbanen igen. Men før jeg optog kontakten i Los Angeles ville jeg besøge min tante i en anden by.

Denne tante var et af Jehovas vidner, og jeg følte faktisk at hun blev ført bag lyset af sin religion. Da jeg kom, begyndte jeg at bombardere hende med spørgsmål. I flere dage talte jeg med hende om Bibelen og holdt hende oppe til ud på morgenen. Det der gjorde størst indtryk på mig, var den glæde hun gav udtryk for når hun besvarede mine spørgsmål ud fra Bibelen. Svarene lød fornuftige. Jeg erfarede at til trods for min helt igennem fordærvede livsførelse kunne jeg, ved Guds ufortjente godhed og barmhjertighed, komme til at høre til hans folk, det lykkeligste folk jeg nogen sinde havde mødt.

I dag er jeg et af Jehovas vidner, og jeg glæder mig over at jeg allerede i mere end fire år har kunnet hjælpe andre til at forstå at Gud virkelig har omsorg for mennesker. Jeg er ham meget taknemmelig for at han har ladet mig se hvor indholdsrigt livet kan være når man lever efter hans ord, Bibelen.“

● Der er også mange der ikke har slået ind på forbryderbanen, men som alligevel mangler mening og indhold i livet. Alt hvad de ser er måske den daglige rutine og de ting de har travlt med.

Sådan var der en amerikansk dame som boede i Tokyo i Japan. Hendes japanske nabo begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner; når de talte sammen var det derfor ofte religiøse emner de kom ind på. Men intet af det gjorde særlig dybt indtryk på den amerikanske dame. Hendes daglige rutine lagde for stort beslag på hende. Hun havde meget travlt med kirkelige aktiviteter — en stadig strøm af frokoster, sammenkomster og andet. Der var middage og selskaber at give og at deltage i. Og dog var hun ikke virkelig lykkelig. Hun følte en vis tomhed i livet.

Da hun vendte tilbage til De forenede Stater fandt hun at situationen havde ændret sig. Nu da hun ikke længere havde travlt med et utal af pligter, begyndte hun at tænke alvorligt over sit liv. Hun fortæller:

„Jeg blev interesseret i at søge en dybere mening med livet. Jeg følte mig meget ulykkelig, og hver dag blev jeg mere og mere fortvivlet. Det hele blev mere og mere håbløst, og jeg følte ikke at jeg virkelig havde noget at leve for. Inderst inde vidste jeg nok at mit forhold til Gud ikke var tilfredsstillende. Jeg bad om lykke, tiggede, prøvede at købslå med Gud om bare at lette elendigheden og ængstelsen en smule. Jeg følte at mit liv var blevet et mørkt og tomt intet. Jeg var mentalt udmattet, og der var ingen lindring i sigte.“

Men forrige vinter skete der noget som forandrede kvindens liv. Et ungt menneske gav hende en traktat. Da hun senere åbnede den, så hun at den var fra Jehovas vidner, og hun tænkte ved sig selv: ’Hvorfor ikke prøve? Det kan jo ikke skade. Jeg har ikke noget at miste ved at ringe til det nummer der er opgivet på bagsiden.’

Hun fortsætter: „Og det skadede afgjort ikke. Det var tværtimod begyndelsen til den smukkeste, ja vidunderligste følelse at fred og tryghed og håb for fremtiden. Dér, i Jehovas ord, fandtes den bedste rettesnor at leve efter — som fører til virkeligt liv, evigt liv, liv i fuldkomne omgivelser. Alle de spørgsmål der i årevis havde trængt sig på i mit sind, blev besvaret i Bibelen. Dette betød uendelig meget for mig! Snart erkendte jeg at min tidligere bibelkundskab var overfladisk, og for størstedelen fejlagtig. Det er ikke så mærkeligt at jeg ikke tidligere vidste hvad jeg skulle gøre for at bringe mit liv i orden.“

Ja, mange problemer løses hvis man allerede nu lever efter Bibelen, og til Guds tid vil hans rige bringe den endelige løsning på alle problemer.