Når børn får børn
EN LILLE pige som endnu ikke er fyldt seks år leger som regel stadig med dukker og fører en sorgløs tilværelse under sine forældres beskyttelse. Men i 1933 fødte en pige på fem og et halvt år et barn i Peru. Lægen som hjalp barnet til verden ved kejsersnit, sagde: „Ved en forunderlig tilskikkelse fra naturens side var hendes forplantningsorganer fuldt udviklede.“
Senere, i 1967, blev to ti års piger mødre, en i Mexico og en i Argentina. I 1965 udtrykte nogle myndigheder i Philadelphia i Pennsylvanien, U.S.A., bekymring over at „et betydeligt antal ugifte mødre er skolepiger på 11 og 12 år“. — Philadelphia-bladet Evening Bulletin, 6. december 1965.
„Forbløffende!“ tænker man som regel når man hører sådanne beretninger. Dog bliver det mere og mere almindeligt at purunge piger som ikke er andet end store børn bliver mødre. I Danmark steg antallet af børn født af ugifte mødre i alderen 14 til 16 år, fra 228 i 1950 til 455 i 1965. Mødrehjælpsinstitutionerne, som fra samme aldersgruppe modtog 411 ansøgere om svangerskabsafbrydelse i 1965/66, udtaler: „En ikke ringe del af de unge ugifte kvinder, og så godt som alle, der var under 17 år, har efter alt at dømme ikke selv haft mindste trang til at indlede seksuelt forhold. . . . Ofte har de følt sig presset af jævnaldrende til at leve op til [voksne] normer, idet de ellers bliver anset for ’snerpede’.“
Normalt kan unge piger blive mødre i tolv- fjortenårsalderen. I et moralsk sundt klima skånes de som regel for forældreværdighedens ansvar til de har nydt ungdommens uskyldige lykke i rigt mål. Det er rigtigt at ganske unge kvinder også fik børn før i tiden — for eksempel dengang der fandtes en patriarkalsk ordning blandt hebræerne. Men denne samfundsordning beskyttede moderen mod de problemer der fulgte med en sådan fødsel. Det unge par stiftede ikke deres egen familie for at klare sig selv. De blev ved med at være underlagt forældrenes myndighed, og uden tvivl sørgede ældre kvinder for at såvel barnet som den unge moder fik den nødvendige omsorg og oplæring.
I dag er situationen helt anderledes! Når unge piger bliver mødre i vor tid udsætter de sig selv og deres børn for en hel del vanskeligheder. Helt unge kvinder mangler som regel de gode egenskaber en moder bør have. I tankeløshed udsætter de ofte deres børn for misrøgt; de lader dem skøtte sig selv og er ofte glade for at blive fri for dem hvis nogen vil tage sig af dem. Et alt for tidligt moderskab er en urimelig tung byrde for en ung pige, og det at mange unge bliver mødre røber at der er noget alvorligt i vejen med indstillingen og forholdene i det moderne samfund.
I England har man foretaget en undersøgelse som fremhæver en af grundene til det moralske fordærv der præger børn i dag. Den fremhæver at antallet af unge piger som bliver mødre, er begyndt at stige stærkt efter 1955. Det skete efter, hævdes det, at blade som specielt var beregnet for teenagere begyndte at komme frem, mange grænsende til det pornografiske. Det var også dengang konfektionsindustrien begyndte at føre dristigt og usømmeligt teenagetøj på markedet og da de kommercielle TV-stationer begyndte at appellere til teenagerne ved at sende stærkt sexprægede programmer.
Forsømmelige forældre må ligeledes bære en stor del af ansvaret for disse forhold. De lader børnene få en frihed som de slet ikke kan administrere. De mangler mod til at fastsætte visse regler som familien skal følge og mod til at håndhæve dem konsekvent. De sætter ikke et godt eksempel for de yngre. De lukker øjnene for børnenes dårlige vaner — at de ryger, bruger euforiserende stoffer, hengiver sig til kæleri og andre upassende intimiteter kønnene imellem. Dyrene tugter deres unger og beskytter dem kærligt til de kan klare sig selv. Hvor meget mere skulle så ikke menneskene gøre det!
I dag tror mange at større seksualoplysning i skolerne er løsningen på dette problem: at børn får børn. Men sandheden er at den rette undervisning om sådanne intime emner må begynde før børnene kommer i skole — nemlig i hjemmet. Hvis børnene lige fra små bliver undervist i Bibelens moralprincipper og lærer at vise selvbeherskelse og ærlighed i forholdet til andre, vil de ikke så let blive ofre for voksne mennesker som er moralsk fordærvede eller som grådigt søger at udnytte dem kommercielt.
Og hvad fordærvede voksne angår, tænk da på at der findes dyriske, afsporede mænd som ikke går af vejen for at tilfredsstille deres begær på små piger! Men er sådanne forhold overraskende? Ikke for den der kender Bibelen, for hør blot Jesu profetiske ord som gælder denne betydningsfulde tid: „Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ (Matt. 24:12) Hvorfor bliver kærligheden kold? Fordi folk forkaster Gud og de retfærdige normer han har givet os igennem Bibelen, og fordi de accepterer menneskers falske lære og filosofi.
Bibellæsere kan se at vi lever i „de sidste dage“ for et ondt samfund, for de husker hvad bibelskribenten Paulus skrev: „I de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, . . . ukærlige, . . . umådeholdne, rå, fjender af det gode, . . . lystens venner snarere end Guds venner.“ — 2 Tim. 3:1-4.
Det er ikke så mærkeligt at Gud er imod hele dette onde samfund og de chokerende moralske tilstande der præger det, og at han snart vil udslette det! (Zef. 3:8) Det er ikke så mærkeligt at han vil fjerne alle som hader det gode, alle sadister, alle som er seksuelt afsporede, alle hårdhjertede forældre, og alle som udnytter børn grådigt og samvittighedsløst! Det er hans kærlige hensigt, som snart skal opfyldes, at små børn skal have mulighed for at komme sikkert gennem ungdomsårene — de år der vil udruste dem til at leve et tilfredsstillende liv som voksne til evig tid.