’En fornuftens stemme’
Redaktøren for en avis i Trenton i Canada har sagt om de skrifter der havner på hans skrivebord:
„I denne interessante bunke tidsskrifter findes nogle som regelmæssigt kommer fra Vagttårnets Bibelselskab, bedre kendt som Jehovas vidner. Dette er en organisation som må aftvinge respekt hos enhver. Bladene er godt skrevet, og der ligger en mængde undersøgelser bag; og helt bortset fra de særlige religiøse teorier der fremføres og som mange måske ikke kan tilslutte sig, belyser dette selskab alle sider af livet og den verden Gud har givet mennesket. Det går ind for bibelske principper og indpoder tilhængerne egenskaber som ære og renhed, og lærer dem at være gode borgere og at lægge en ulastelig opførsel for dagen — noget som en verden der er bragt af lave og ført på afveje af såkaldt frihed, ville gøre vel i at læse.
Hvad moral og etik angår er de tanker der fremføres uangribelige på alle punkter. Der findes andre gode tidsskrifter. Vi er taknemmelige for at de tanker der nedfældes på tryk, hvad enten de er gamle eller nye, stort set er fornuftige. Men alt taget i betragtning står Vagttårnsselskabets skrifter langt over de fleste hvad angår ligevægt og sund fornuft i behandlingen af et emne og grundighed i redegørelsen for det. Det må være stof til eftertanke for andre som er mindre heldige i den retning, at de argumenter for adfærdsnormer der fremføres i disse skrifter, altid er begrundede. Nu om dage forkaster man vilkårlige regler. Her er i det mindste nogle tidsskrifter som giver en velunderbygget begrundelse for en hvilken som helst adfærd de anbefaler. De er et frisk pust i en sexgal generation, en generation som også har besudlet sine bøger og blade med sex.“